Ligesom Danmark har regeringen i Uganda indført tiltag for at begrænse Corona-epidemien.
Vores partnere i Uganda beretter om et land med udgangsforbud om aftenen og forbud mod at bevæge sig rundt i landet. Grænserne har været lukket siden den 23. marts, al offentlig transport er forbudt og skolerne er lukkede. Tirsdag d. 14. april forlængede præsident Museveni tiltagene med 21 dage.
Det er endnu usikkert hvor hårdt Uganda vil blive ramt af selve virussen. Indtil videre er der kun registreret 53 tilfælde i landet, og nogle studier har vist at virussen har sværere ved at sprede sig i lande med varmere klima.
Mens der stadig er usikkerhed omkring de sundhedsmæssige konsekvenser af Corona-epidemien i Uganda og andre udviklingslande, så er der til gengæld ingen tvivl om at den medfølgende økonomiske krise kommer til at ramme hårdt.
Millioner af mennesker i Uganda og andre udviklingslande lever fra den ene dag til den anden af hvad de kan tjene ved at sælge deres arbejdskraft eller varer. Når landet lukker ned mister de fra den ene dag til den anden deres indtægt, og de har sjældent nogen opsparing eller adgang til sociale sikkerhedsnet.
De mere end 1,4 million flygtninge i Uganda er ekstra sårbare – de har svagere sociale netværk, og ingen opsparing eller ejendom at trække på. Oveni har FN’s Fødevareprogram, WFP, per 1. April været nødsaget til at skære de allerede minimale fødevarerationer til flygtningene med 30 procent på grund af manglende midler.
The Guardian: Food rations to 1.4 million refugees cut in Uganda due to funding shortfall
Derudover bliver udviklingslandene også ramt hårdt af den internationale økonomiske nedgang. Den Internationale Valutafond (IMF) vurderer at den globale økonomiske krise vil blive på størrelse med, eller værre, end finanskrisen, og en ny analyse fra FN-tænketanken UNU-WIDER vurderer at krisen kan betyde at antallet af fattige i verden stiger med over en halv milliard mennesker, til et niveau som ikke er set i 30 år.
UNU-WIDER: COVID-19 fallout could push half a billion people into poverty in developing countries
Den økonomiske krise gør det endnu vigtigere at støtte udviklingen af nye indkomstmuligheder i lande som Uganda.
I løbet af Januar, februar og marts er vi kommet godt i gang med opstarten af insektproduktion i det vestlige Uganda. Vi har holdt opstarts-møder for projektet i Kyaka II flygtningelejren med regeringens repræsentanter og med de andre organisationer, der har aktiviteter i lejren, og med afdelingsledere fra Kyegegwa kommune, hvor lejren ligger.
Vi har også mødtes med grupper af småbønder både i og udenfor lejren og rekrutteret deltagere til træningerne i produktion af soldaterfluelarver. Vi har identificeret de skoler, vi vil arbejde sammen med omkring opstart af melorme-produktion og holdt de første møder med lærere og skoleledere.
Den nuværende situation betyder selvfølgelig at vi har sat alle aktiviteter på pause indtil videre. Det er svært at vide hvornår Uganda åbner igen, men vores forventning indtil videre er at vi kan genoptage aktiviteterne i løbet af de næste 2-3 måneder.
Vi glæder os til at komme i gang med arbejdet igen, forhåbentlig inden alt for længe, så vi kan få opbygget en produktion af spiselige insekter til fødevarer og foder, som kan skabe indtægter for både flygtninge og lokalbefolkningen.
Det bliver der hårdt brug for, hvis ikke krisen skal føre til en markant forøgelse af fattigdommen i Uganda.
Som den Ugandiske musiker og politiker Bobi Wine synger i sangen ”Corona Virus Alert”: ”The bad news is that everyone is a potential victim. But the good news is that everyone is a potential solution”.