Ny bevilling skal styrke indsatsen for handicapydelse til børn i Uganda

RAISE har i starten af året modtaget støtte fra Civilsamfund i Udvikling (CISU) til at videreføre arbejdet med at sikre en national ydelse til børn med handicap i Uganda. Med bevillingen går projektet nu ind i sin anden fase og vil frem mod 2026 styrke de lokale handicaporganisationers arbejde for at påvirke den politiske dagsorden op til det ugandiske valg i 2026.

 

Hvordan sikrer vi ligeværdig deltagelse i samfundet for børn med handicap i Uganda? Det spørgsmål er kernen i projektet, som støtter udviklingen af en målrettet social ydelse til familier med et barn med handicap, der i dag står uden hjælp. Mange af disse familier lever i fattigdom og kæmper med udgifter til medicin, hjælpemidler, transport og skolegang – uden adgang til sociale ydelser.

 

RAISE har netop været i Uganda for at sætte gang i næste fase af projektet sammen med organisationer fra handicapbevægelsen og centrale politiske aktører. Opstartsmødet blev afholdt i en konstruktiv og engageret atmosfære, hvor alle deltagere bekræftede deres opbakning til projektet. Mødet dannede grundlag for en fælles strategi frem mod parlamentsvalget i 2026, hvor ønsket er at gøre en handicapydelse til børn til et centralt politisk tema.

 

Projektet skal frem mod valget bidrage til at mobilisere civilsamfundet, styrke fortalervirksomheden og skabe folkelig og politisk opbakning til en ny national ydelse.

 

Du kan læse mere om projektet her, og følg med her på siden for løbende opdateringer.