Dette projekt har til formål at forbedre indtjeningsmulighederne for små familedrevne dambrug i deltaet syd for Yangon i Myanmar.
Borgerkrigen i Myanmar, der intensiveredes kraftigt efter militærkuppet i 2021, har ramt økonomien hårdt. For de mennesker, der lever af at producere fisk i små familiedrevne dambrug i delta-regionen syd for Yangon, har det især betydet stigende udgifter til foder.
I dette projekt støtter vi, i samarbejde med en lokal partnerorganisation, familierne i at starte produktion af soldaterfluelarver, som udgør en kilde til fiskefoder som er både billig, bæredygtig og har en høj næringsværdi.
Produktionen af soldaterfluelarver kræver adgang til store mængder organisk affald, som larverne laver om til protein. Projektet vil derfor også støtte de mennesker, der arbejder med at sortere affald i og omkring Yangon med henblik på både at sikre adgangen til organisk affald og forbedre indtjeningsmulighederne for de mennesker, der sorterer affaldet.
Projektdetaljer
Periode: 1. januar 2025 – 31. december 2025 (12 måneder)
Budget: DKK 999.244
Land: Myanmar
Tematisk område: Jobskabelse
Finansiering: Civilsamfund i Udvikling (CISU)