Uganda er begyndt at lægge nogle af grundstenene til en velfærdsstat med overførelsesindkomster til udsatte grupper. For eksempel blev der i 2015 indført skattebetalt universel pensionsydelse - dog stadig på et meget lavt beløb og kun til alle over 80.
Der er stadig meget begrænset offentlig støtte til mennesker med handicap og til børn. Der er ingen ydelser til mennesker med handicap og ingen ydelser målrettet børnefamilier. Mange familier med børn med handicap lever i fattigdom og har svært ved at betale udgifter til for eksempel transport til behandlinger, medicin, hjælpemidler og skole.
Med dette projekt støtter vi handicaporganisationerne i Uganda i deres arbejde for at få den Ugandiske regering til at investere mere i sociale ydelser til mennesker med handicap. Målsætningen er i første omgang at få indført en månedlig ydelse til familier med børn med handicap.
'Uganda afholder valg til parlamentet og præsidentposten i starten af 2026, og dette er en oplagt mulighed for at påvirke de politiske prioriteter og sætte en national ydelsen til børn med handicap på dagsordenen.
'Projektet indeholder derfor fortalervirksomhed henvendt til de politiske partier og kandidater, mobilisering af handicaporganisationerne og påvirkning af den offentlige debat frem mod valget, med det formål at gøre en national ydelse til børn med handicap til et centralt valgtema.
Projektet implementeres i et konsortium bestående af den nationale sammenslutning af handicaporganisationer i Uganda (NUDIPU), den nationale organisation for mennesker med bevægelseshandicap (UNAPD) og to sammenslutninger af parlamentsmedlemmer med fokus på henholdsvis sociale sikkerhedsnet (UPFSP) og handicap (UPFPwD).
Projektdetaljer
Periode: 13. januar 2025 – 31. december 2026 (24 måneder)
Budget: DKK 2.632.231
Land: Uganda
Tematisk område: Social Sikkerhed
Partnere: National Union of Disabled Persons of Uganda (NUDIPU), Uganda Parliamentary Forum on Social Protection (UPFSP), Uganda Parliamentary Forum for Persons with Disabilities (UPFPwD), Uganda National Action on Physical Disability (UNAPD)
Finansiering: Civilsamfund i Udvikling (CISU)